Som nævnt i et tidligere blogindlæg, arbejder jeg med både f2f- og onlineundervisning. I onlineuniverset er en af mine udfordringer, at få de studerende til at træne mundtlige sprogfærdigheder, da næsten al kommunikation er skriftlig.
I et forsøg på at komme ud over dette har jeg for nyligt eksperimenteret med produktion af podcasts.
Idéen gik ud på, at de studerende skulle læse en tekst og derefter producere en podcast, hvori de gennemgik teksten. Mit oplæg var, at podcasten skulle have form af et radioshow, hvor de studerende skulle interviewe hinanden.
Der var 12 studerende, som blev delt ind i 4 grupper. Som et ekstra pædagogisk tvist, fik hver enkelt gruppemedlem kun udleveret en tredjedel af hele teksten (det passede perfekt med at originalteksten var delt op i tre lige store dele), som de så skulle resumere for resten af gruppen.
De pædagogiske overvejelser bag denne del af designet var cooperative learning. Inden for denne teori handler gruppearbejde meget om, at give de studerende individuelt ansvar (individual accountability) og indbyrdes afhængighed (positive interdependence), og det kom helt af sig selv, da de kun havde fået en tredjedel af teksten hver.
Efter at have samlet deres viden om de tre dele af teksten, skulle hver gruppe blive enige om, hvilke informationer der skulle med i podcasten, og hvordan den skulle struktureres. Derefter skulle de indspille og producere podcasten, og til dette formål foreslog jeg, at de downloadede Audacity, et gratis program, som gør det nemt at optage og redigere lydfiler på computeren.
Refleksioner efter eksperimentet
Resultaterne af eksperimentet var blandede. Tre af grupperne havde produceret fine sammenhængende podcast, der tydeligvis var blevet øvet og indspillet flere gang, mens den sidste podcast manglede struktur og mest af alt lød som om, den var blevet banket sammen fem minutter før aflevering.
De studerende var generelt glade for forløbet og den frihed de fik til at skabe deres eget produkt, mens et par stykker nævnte, at denne frihed også gjorde dem mere usikre, da de ikke var sikker på, hvad jeg ville dømme dem på.
Dette illustrerer meget godt en af de ting, der har været oppe at vende på MIL, nemlig lærerens rolle som facilitator. Ligeså svært det kan være for mig at overgive styringen og på den måde miste en del af kontrollen, ligeså svært kan det nogle gange være for de studerende at blive kastet ud i læring uden den livline, der ofte ligger i lærerstyrede spørgsmål. Jeg er dog overbevist om at de studerende, ved at blive skubbet lidt ud af deres “comfort zone”, lærer mere.
En ting jeg lærte af dette eksperiment er, at det tager virkelig lang tid at give feedback på et produkt som en podcast. Før det første er det ikke nok at lytte til hver podcast en gang. Ikke alle mine studerende er lige gode til engelsk, og det er ikke muligt at bede dem omformulere, hvis jeg ikke forstår, hvad de prøver at sige. For det andet fandt jeg ud af, at jeg ikke havde været godt nok forberedt på, hvilke parametre jeg egentlig ville vurdere deres podcast på. Der skal jeg til næste gang være mere skarp på, hvilke ting jeg lægger vægt på, så det ikke bliver en blanding af form, indhold og sprog. Hvis jeg selv er mere opmærksom på dette, har jeg også mulighed for eksplicitere det for de studerende, og dermed give dem en form for stilladsering, som de kan læne sig op af i deres læringsprocess. På den måde undgår jeg måske, at de føler sig usikre, uden ligefrem at tage al styring tilbage i undervisningen.
MIL2015 refleksionsblog 
Sejt projekt, Rasmus. Og gode refleksioner! Min pædagogikumkandidat i dansk sidste år, Ditte, bad også vores elever at skabe en radioprogram baseret på et værk, de havde læst. Der fungerede det rigtig godt, at hun inden da havde afspillet et klip fra en podcast fra “Skønlitteratur på P1”, hvor eleverne fik en form og tone at efterligne.
Bare et tip:)